I Knud Sørensens novelle "Observatøren" fra novellesamlingen "Naboskab" beskrives en episode af livet i et lille lokalsamfund. Man får et billede af samspillet menneskene imellem, og det er ikke svært at forestille sig det velkendte danske parcelhuskvarter, hvor alle kender hinanden. Man kunne forestille sig en gruppe huse på en mindre befærdet vej i den rolige bydel. Som en sidegade ligger den godt gemt væk fra byens mere travle verden. Fortællingen strækker sig ikke over mere end et par timer en lørdag middag. Alting kører sin vante gang; naboen er i haven og piben driller igen.
I novellen hører man om det ældre og formodentligt pensionerede ægtepar, Harald og Else-Marie. Man kommer ind i historien midt i en samtale mellem de to. Else-Marie har planer om at invitere familie og naboer til kaffe på hendes kommende - ikke runde - fødselsdag. Egentlig er det endnu ikke blevet til en samtale, da Elsa-Marie tilsyneladende mest af alt taler til sig selv og forbi Harald. Uden at vise nogen interesse for konens planer fortsætter han med at lade som ingenting, mens han forsøger at få ordnet sin tilstoppede pibe. Under hele "briefingen" står Else-Marie ved vinduet og betragter huset overfor. Det er de nytilkomne, som hun viser størst interesse for. Hun ved, at de er hjemme, og har altså observeret dem et godt stykke tid. Hun og Harald ved endnu ikke særligt meget om deres genboer. De skulle tilsyneladende have forskellige efternavne og han var vist "en slags skolelærer". Det er alt sammen rygter; noget man siger.
Efter et stykke tid uden respons fra Harald lader Else-Marie hele sin opmærksomheden vende mod manden, der stadig er i fuld færd med sin pibe. Hun forsøger at overtale Harald til at få sig slæbt rundt til naboskabet med en mundtlig invitation til arrangementet. Harald bliver da også - under stiltiende protester - skubbet ud af døren med løftet om, at så renser konen piben imens. Hun når yderligere også lige at fortælle Harald, at han nok bør invitere naboerne, før han går til genboen; alt er planlagt...
Det første besøg er hurtigt, men det vidste Harald også godt i forvejen. Naboens var i haven, og når de er i gang med noget inviterer de sjældent indenfor. Harald snakker lidt med dem, som det nu passer sig, og slutter så af med nogle høflighedsfraser om haven, før han begiver sig mod næstnaboens. Her finder han, at de åbenbart ikke er hjemme. Man gøres opmærksom på Haralds overraskelse for "...det har man jo ikke set noget til...". Da han er kommet sig over den umiddelbare forbavselse, beslutter han sig for - vel sagtens drevet af nysgerrigheden over det uventede - lige at undersøge det nærmere. Det strejfer ham ikke som en upassende krænkelse af den private ejendom at snuse rundt om huset.
Endelig efter at have konstateret besynderligheden ved næstnaboens manglende tilstedeværelse ender turen hos genboens, hvor han bliver budt indenfor til en kop kaffe. Man forestiller sig Elsa-Marie stå derhjemme skjult bag gardinet og observere mandens succes. Nu kan Harald få snuset lidt omkring indenfor, så de endelig kan finde ud af noget "holdbart" om de nye tilflyttere.
I "Observatøren" skildrer Sørensen en mentalitet, som er typisk i de små danske lokalsamfund. Else-Marie er ikke et enestående tilfælde. Selvom hun måske er i den lidt voldsommere ende af skalaen ser man overalt i landets små samfund mennesker, hvis nysgerrighed driver en stor sladderindustri af uanede proportioner. Denne mentalitet har også i snart mange årtier drevet de kulørte blades blomstrende industri. Den gennemgående accept hos flertallet af danskere af tabloidpressen som medie er et direkte bevis på dette.
Man får i "Observatøren" intet større billede af sladderens omfang, men idet stort set hele ægteparrets liv efter alt at dømme drejer sig om at anskaffe, modtage og videregive sladder, må man antage, at de ikke er de eneste, som besidder denne måske ikke så særegne interesse. Faktisk kan de mere eller mindre karakteriseres som den rolige villavejs typiske ældre, pensionerede ægtepar. Man kunne let forestille sig, at dagene for Harald går med at sidde i sin stol og nyde sin pibe og for Else-Marie med at holde pladsen ved vinduet bag gardinet varm. Som pensionister har de hver dag fri, og derfor deler de heller ikke den gængse opfattelse af weekenden som noget særligt (jf. Else-Maries kommentar "Det er jo weekend, som de kalder det." Dagenes monotone gang brydes kun, når naboens gøren og laden tager en lettere uventet drejning. Else-Marie og Harald er således afhængige af andre menneskers umiddelbare trivielle liv for at opnå en tilfreds hverdag. Det er deres måde at skabe lidt interesse i deres ellers kedelige liv.
At de overhovedet karakteriseres som værende et ældre ægtepar - udover deres forhold til weekenden - skyldes også Haralds tanker omkring næstnaboerne som værende unge mennesker. Normalt anses ægtepar med eget hus i byernes stille villakvarterer ikke for at være særligt unge mennesker. Harald udelukker også automatisk, at de overhovedet er hjemme, da det eneste tegn på liv er et tillukket gardin ved soveværelset. For unge mennesker sover jo ikke til middag. At de overhovedet ved middagstid kunne foretage sig andet i soveværelset end at sove i weekenden strejfer ikke Harald.
Harald og Else-Marie har tilsyneladende ikke meget til fælles med naboens, hvilket bl.a. er at se i Harald tanker omkring "...stauder og den slags...", som så sandelig ikke er "...hans domæne...". At han om haven "...da altid (kan) sige...", at det kommer til at se "...helt pænt..." ud, er tydeligt tegn på, at han har stået i samme situation før. De har altså før ført samtaler som denne bare for høflighedens skyld.
Haralds modvillighed til overhovedet at invitere naboens, næstnaboens og genboens til kaffe er temmelig åbenlys. Else-Marie selv ønsker og regner, når alt kommer til alt, heller ikke med, at de takker ja. Hun beroliger Harald med, at det "...jo slet ikke (er) sikker, de kan den dag...." Og da det så viser sig, at genboens rent faktisk takker pænt ja, kommer det som lidt af en overraskelse. Pludselig må hun overveje problemet med, at de rent faktisk ikke har stole nok og derfor må hente nogle gamle ned fra loftet.
Hele foretagendet er mest af alt et skalkeskjul for at spionere tilflytternes hjem indefra og måske få bekræftet nogle af rygterne. Hele tiden er det med spionage i sinde, at hun sender Harald af sted. Da han kommer tilbage efter at have været indenfor i deres hjem til kaffe, er det da også konens rygtede graviditet, der først spørges til. Dernæst kommer de så til det faktum, at de gerne ville komme.
Ved sin indtræden i genboens hjem er Haralds tanker præget af fordom. Han er ikke åben for nye indtryk, der venter ham, med mindre de passer til hans på forhånd skabte forestilling. Mens manden går under navnet Lars, lader Harald mest af alt til at være ligeglad med kvindens navn, idet hun bare omtales som "...konen eller hvad hun nu er..." Til trods for, at konen virker ganske flink og imødekommende, levner Harald hende ikke mange chancer. Han er meget påpasselig med, hvad han røber under besøget. Da han bliver tilbudt kaffe af manden, og konen i stedet foreslår ham en øl, takker han straks nej, formentlig for ikke at skulle indikere nogen lyst til alkohol. Men også under samtalen, hvor Lars viser stor interesse for det byhistoriske og derfor udspørger Harald, idet han givetvis ved en del mere herom end Lars, føler Harald sig utilpas: "Harald har ikke lyst til at blive bestjålet". Her skinner dobbeltmoralen så skarpt igennem, at man næsten blændes. Det er helt naturligt for Lars at spørge, da han er medlem af en studiekreds, der studerer egnens historie. Men Harald føler pludselig, at Lars kommer for tæt på, og så er der ikke længere tale om den sædvanlige småsnak. Harald ønsker ikke at røbe noget uplanlagt. Selvom han udmærket godt kender til det billede, Lars omtaler, siger han ikke noget. Først da Lars bliver ved at køre i det trods flere indirekte afvigelser fra Haralds side, skifter Harald mening og fortæller, at den ene af mændene på billedet er hans egen fader. "Harald lader ham blive lidt nysgerrig", og det er da også stadig sladdertendensen og interessen for at udbrede informationer til andre mennesker, der taler til Harald. Men når det ikke passer Harald længere at fortsætte en samtale, lader han bare som om, han ikke længere lytter. Man ser det både, da Else-Marie taler til ham, hvor han blot fortsætter sit forsøg på at ordne den tilstoppede pibe, men også i samtalen med genboens. Da nysgerrigheden er blevet vækket og spørgsmålene fyger om ørerne på ham, ignorerer han det bare.
Det kan umiddelbart i begyndelsen forekomme som om, Harald ikke er interesseret på samme måde som Else-Marie i planerne. Men da næstnaboens viser sig ikke at være hjemme som ventet, farer nysgerrigheden op i ham. Spændingen virker som en katalysator og pludselig har også Harald interesse i missionen. Hos genboens er det også spionen der træder i karakter hos Harald. Hans analyse af omgivelserne; de helt gode boller, konens ring og mandens manglende samme, et "...ikke værst..." udsyn fra hans plads i en af "...de overpolstrede..." og rodet (som kunne give et indtryk af, at der var børn i familien, vidste man ikke bedre, hvilket Harald jo naturligvis gjorde) etc.
Man får et indtryk af, at hele samtalen er mærket af en underlig stemning. Alting ses fra Haralds synspunkt af, og man oplever ham finde lejlighed til at indskyde om konen "...vil blive ved med at gå på arbejde nu...", som en bemærkning til hendes formodede graviditet. Det sker uventet - som en forlængelse af Haralds tanker -, og hun svarer forbavset et indlysende ja. Og da Harald kommer hjem, er han da heller ikke forsigtig med straks på groveste vis at bekræfte Else-Maries mistanker om, at Lars' kone "...har øjne som en drægtig kvie...."
Denne mentalitet, der til tider og meget ofte hersker i sådanne lokalsamfund, er novellens gennemløbende tema. Hele planen om at byde naboens, næstnaboens og genboens til kaffe klokken 8 søndag om fjorten dage er ét stort spiontogt for at skaffe friske, faste informationer om de nytilflyttede i huset overfor. Harald må ikke blive opdaget og skjuler sit virkelige formål ved at byde til kaffe og ellers opføre sig høfligt. Mens han holder samtalen i gang opsnuser han samtidig alt, hvad han kan gennem betragtninger i hjemmet. Det lugter langt væk af tildækket mission, som da Harald ved et uheld kommer til at fornærme Lars ved at nævne, at deres kaffemaskine måske trænger til en afkalkning og lige "redder" den ved hurtigt at skifte emne.
Mere end at finde sin plads i helheden handler "Observatøren" om for det ældre ægtepar Harald og Else-Marie at holde balancen, mens de gør, hvad de kan, for at holde sig informeret om de andres balance. Og dét er meget svært uden at komme til at skubbe. Det hele resulterer i, at de tilsyneladende ikke har andet end overfladiske forhold til de omkringliggende husstande på vejen. Udadtil vil de gerne give indtryk af, at naboskabet, hvilket også er titlen på novellesamlingen, som historien er fra, er et fællesskab, der passer på hinanden (jf. Haralds kommentar og undskyldning for at snuse omkring ved næstnaboens: "Vi holder jo øje med hinandens herude.") og hjælper (jf. Haralds tilbud om at låne Lars sin fræser). Men virkeligheden er dog langt fra dette. For hverken Else-Marie eller Harald er i virkeligheden særligt venlige og imødekomne, når det kommer til stykket. De bagtaler, sladrer og besidder ubegrundede fordomme om deres naboer. De er blot observatører til livet i kvarteret, mest tydeligt i billedet af Else-Marie i stolen "...halvvejs bag gardinet...".