Krigen i Eksjugoslavien plagede fra sit udbrud i begyndelsen af 1990'erne og langt op gennem årtiet Europa med sine mange grusomheder. Alle de mange faktorer, som krigen bestod af i form af alle de involverede folkeslag, gjorde, at den virkede noget nær umulig finde en løsning på. Konfliktens kompleksitet blev tydeligst, når man, som udenforstående blev placeret midt i den og dermed blev en del af den.
Journalisten og forfatteren Jan Stage fungerede som krigskorrespondent på Balkan og oplevede således under sin dækning af konflikten krigen på helt nært hold. I uddraget I Bosniens hjerte af reportagebogen Asken brænder: en forfatter i krig beskriver Stage sine egne oplevelser med krigen og dens folk. På helt nært hold er det lykkedes ham at få et meget nuanceret billede af krigens sande ansigter. I I Bosniens hjerte er det interviewet med en serbisk-svensk kommandant samt mødet med den aldrende hjemmeværnsmand Dusan Zoknic der er hovedpersonerne. Begge skiller de sig ud fra den gængse opfattelse, som Stage havde af soldater i krig.
Krigen i Eksjugoslavien var en underlig krig. Det var en voldsom krig, hvor tidligere naboer pludselig stod i en situation, hvor de var hinandens fjender. Der var intet rationelt udgangspunkt, og ideologiske årsager dertil var heller ikke at finde. Mest af alt var det et nationalistisk spørgsmål, som pludselig havde revet op i en ellers for længst glemt fanatisme. De forskellige folkeslag havde levet side om side i årevis uden nogen problemer, og pludselig måtte man erkende at freden var fortid, og at man nu ikke længere kunne bruge sit tidligere verdensbillede. Krigen var følelsesladet langt mere end så mange andre krige forstået på den måde, at den stabilitet man havde opnået folkeslagene imellem, nu uden nogen større varsel blev revet itu.
Selv om Stage med sin danske nationalitet er krigen udenforstående blev han i sit job som journalist bragt helt ind midt i konflikten. Han er ikke længere udenforstående, men han har stadig den fordel, at han ikke tilhører nogen af de krigende parter. En tilfældig dag under krigen har han aftalt et møde med den lokale serbiske kommandant. Denne serbiske kommandant synes ved første øjekast som enhver anden af hans rang, men det viser sig, at manden slet ikke er "rigtig" serber; han taler nemlig rigssvensk. At det ikke kommer som nogen uventet overraskelse, giver Stage selv udtryk for, da han blot betegner det som "...morgenens overraskelse." Det er ikke unormalt, at man kommer i situationer, hvor alting strider mod ens gængse opfattelse.
Stage finder det ikke forkert at vige fra sin normale adfærd under interviewet med den serbisk-svenske kommandant, da denne jo heller ikke følger skabelonen på en serbisk soldat. Det viser sig hurtigt, at kommandanten, som ikke er meget for at opgive sit navn, rent faktisk bor i Sverige, men af årsager som kampen for "...den serbiske sag", har valgt at lade familien tilbage i Sverige og rejse i krig. Begrundelser for sin deltagelse i krigen som "Jeg er intet uden mit fædreland", virker stærkt malplacerede, når de kommer fra munden på en mand, der har boet en stor del af sit liv langt borte fra sit "fædreland". Det giver igen et billede af, hvor diffus et egentlig formål med krigen er. Kommandantens argumentation strider jo direkte med hans eget valg af liv. Han føler tilsyneladende utroligt meget for dette sit fædreland, men alligevel har han valgt et liv i et helt andet land. Først ved krigens udbrud opstår der en egentlig grund til at rejse tilbage. Serbernes suverænitet må der kæmpes for.
Stages egne følelser og tanker kommer hele tiden til udtryk i hans beskrivelse af interviewet. Kommandantens idéer er tilsyneladende Jan Stage et mysterium. Man får et billede af, at han hele tiden må tage sig selv i at ryste på hovedet over mandens svar. Disse ulogiske holdninger til en så alvorlig krig er slet ikke til at forstå. Men man får indtryk af, at de ikke er usædvanlige. Hele denne irrationelle indgangsvinkel er mere krigens varemærke, end det er en helt usædvanlig kuriositet. At krigen mangler formål og i det hele taget ingen målsætning har, kommer også meget bogstaveligt til udtryk, da kommandanten foreslår at han, Stage og de andre trækker sig bort fra, hvor de var til f.eks. kirkegården. For selv kirkegården er ikke et sikkert sted at være. Granaterne rammer alt og alle - selv de døde.
Hjemmeværnsmanden Dusan Zoknic er lidt af en modsætning til kommandanten. Han er gammel og træt. Hans gevær er ikke ultra moderne men derimod rustent, og hans eneste rolle som soldat er at bevogte de mennesker, som allerede er døde. Begrundelsen er, at gravgaverne ellers bliver hugget, hvis han ikke står vagt, men dette er jo ligeså tåbeligt en begrundelse som alle de andre formålsrelaterede begrundelser, folk kommer med omkring deres deltagelse i krigen. Zoknics egen holdning til det hele er præget af ligeså blind en fanatisme som kommandantens. Han vogter gravene nidkært, men inderst inde ønsker han dog sig selv hjemme, indrømmer han forlegent over for Stage, hvor han kan "...leve i fred som før" . Men yderst selvmodsigende lyder hans næste bemærkning, at han dog aldrig mere ville bo sammen med muslimer. På den ene side ønsker han med andre ord, at alting blev fredeligt som før, mens han ikke ville kunne acceptere at leve med muslimer som før. Men freden gik jo netop ud på at leve side om side med andre folkeslag. Begge dele er ganske enkelt ikke opnåelige på samme tid..!
Det virker alt sammen helt utroligt håbløst. End ikke den enkelte soldats ønsker er ikke samtidigt opnåelige. Der er i det hele taget tale om meget diffuse argumentationsmetoder, når f.eks. kommandanten omtaler hans ret til at være serber. Denne ret er tilsyneladende i kommandantens øjne større end kroatens ret til at være kroat. Denne form for ræsonnement er uforståelig, og Stage siger også selv, at han er "...træt og trist." Det virker ubeskriveligt nedbrydende, at skulle opleve denne krig uden direkte formål. At måtte se sine forestillinger blive bortkastet som illusioner. Virkeligheden ligger så meget længere væk fra ens forestillinger, at man næsten ikke kan fatte det. Men det er måske også umuligt at finde en tilfredsstillende begrundelse for krigen. Måske er det ikke andet end følelser. Man forstår bedre frustrationen, når Stage spørger sig selv, hvordan den gamle hjemmeværnsmand har "...tænkt sig at kunne leve i fred, når han ikke ønsker at gøre det sammen med sine naboer?" Det er jo i sandhed et paradoks.
Både kommandanten og hjemmeværnsmanden, Dusan Zoknic, lader ikke til at tænke ud over sin egen synsvinkel; at sætte sig i andre folks sted. Det kunne ikke være mere sort-hvidt. Og netop heri er årsagen til håbløsheden måske at finde. For det er jo klart, at idéen om en fælles løsning for alle ikke vil kunne opstå i hovedet på en mand, der ikke tænker længere end til sig selv..? Denne begrænsning skærpes af det faktum, at det er folks følelser, der er med at gøre. Noget så indgroet som de to serbiske soldaters vrangforestillinger af en livsindstilling kan ikke bare lige ændres, skulle en fredsaftale komme i stand. Også derfor ser vi stadig i dagens Eksjugoslavien folk med så indædt et had til andre folkeslag end deres eget. Absurditet er altoverskyggende.
Kommandantens to unge skytter, som Stage stifter bekendtskab med under interviewet af kommandanten selv, er endnu et eksempel på de indoktrinerede livsanskuelser, som forekom ofte i krigen. Da Jan Stage, formodentlig dagen efter interviewet, hører, at de to skytter - to af kommandantens "...bedste mænd" - forsøger han at forestille sig deres død. En ussel død at falde for snigskytterne, siger Stage, men hans tolk Boban udviser en helt anden bekymring; han håber, de fik mange med sig i døden. Dette strider imod hele Stages billede af krigens mænd. At et så ungt menneske kan gøre sig nogen som helst realistiske forestillinger om krigen, kan ikke være rigtigt. Stages billede af skytterne, der løb "...som gamle mænd", trods de ikke var over tyve, giver igen en idé om, hvorledes han efterhånden forestillede sig krigens folk. Selv de unge mennesker er så præget af indoktrinering, at de opførte sig som gamle mænd uden den mindste evne til at gøre sig realistiske forestillinger, idet deres idéer om verden slet ikke stemmer overens med virkeligheden. Igen er det den komplekse konflikt, der gør det svært med så indsnævret en synsvinkel at gøre sig den mindste realistiske forestilling. Og således danner folk sig nogle helt uforståelige meninger, som de så fanatisk holder fast i trods deres absurde forhold til virkeligheden.
Som journalist lader Stage sine egne tanker og dermed også sin frustration komme til udtryk løbende gennem uddraget, der omhandler interviewet med kommandanten og hjemmeværnsmanden. Det faktum, at hans tanker sådan kommer til udtryk løbende med historiens udvikling, hjælper også med at skabe den dramatiske komposition, som bygger op til den afsluttende scene, hvor Stage forestiller sig de unge skytter løbe "...som gamle mænd." Det er med sin egen frustration til følge, at Stage udforsker selve formålet med krigen. Han håber måske at finde lidt afklaring, men opnår i stedet denne fuldstændig desillusionerede tilstand af frustration over tingenes irrationelle baggrund.
Den uforsonlighed, som kommer til udtryk hos soldaterne, er selve hovedkernen i reportagebogens titel "Asken brænder". For selvom krigen sluttede vil der gå lang tid, før freden egentlig indtræffer i hovederne på krigens veteraner, unge som gamle. Med intet andet end aske tilbage efter år med krig og ødelæggelse vil hadet stadig brænde. Så længe der i sindene hos krigens folk eksisterer et grundlag for had vil det brænde og ødelægge muligheden for forsonlighed. Der vil gå yderligere mange år, før tidligere naboer igen vil kunne blive hinandens naboer, som de var det før. Selv i dag er gløder hadet hos Balkans mange folkeslag. Det er irrationelt, men således er følelser nu oftest fornuftstridende, og så længe kun hadet eksisterer i folkenes sind, vil muligheden for sand forsonlighed være meget langt borte.