I denne moderne tid er vores forhold og opfattelse af kedsomheden som et onde, man først og fremmest bør forsøge at undgå til hver en pris, blevet meget fremtrædende. Den amerikanske forfatter Joseph Brodsky fremstiller i sin tale til nogle unge studenter på Dartmouth College nogle problemer ved deres forventninger til tiden, der følger deres nye liv. Det moderne samfund og dermed også studenterne på Dartmouth forholder sig ifølge Brodsky forkert til kedsomheden. Det er den generelle opfattelse, at kedsomhed i form af dens mange varianter ikke tjener andre formål end at fordærve og ødelægge vores ellers så formfuldendte liv.
Når studenterne ved dimission sidder med tankerne rettet mod en, ifølge Brodsky imaginær fremtid med en sådan blind nidkærhed, som det er tilfældet, bør de vide, mener han, at deres forestillinger sandsynligvis ligger meget langt fra den faktiske virkelighed og deres egen betydning for verdens gang. Flertallet af mennesker ser kedsomheden som en slags sygdom, om end ikke medicinsk, hvilket giver anledning til den antagelse, at den skal kureres væk. Kuren mod sådanne sygdomstilfælde er, ifølge den generelle opfattelse, "...konstant opfindsomhed og originalitet." Selvom Joseph Brodsky givetvis forstår dette ræsonnement mener han ikke, at det i tilfældet er en sand argumentation.
Kedsomheden er nemlig ikke nogen forhindring eller sygdom som skal undgås eller kureres. Det er derimod en opfordring til og mulighed for at opnå indsigt i virkeligheden: At se verden fra et lidt mere objektivt synspunkt men først og fremmest for at give et bedre overblik. Verden er kredser slet ikke omkring én person og dennes handlinger. Rent faktisk vil dette "...vindue mod tidens uendelighed..." gøre det klart, at verden - foruden det individuelle menneskes nærmeste miljø - uden tvivl ville eksistere ligegyldigt, om man gjorde det eller ej. Dette er virkeligheden. Og uden kedsomheden som uundgåelig pausemulighed ville denne sandhed være uopnåelig. Der er altså tale om en kedsomhed, der agerer rollen som katalysator og hiver én ud af den personlige virkelighed og ind i den faktiske.
Joseph Brodsky mener, at studenterne på skolen mangler indsigt i kedsomhedens utroligt store rolle i alle menneskers liv. En rolle der langt fra går ud på at virke som forhindring, men som i stedet giver én ro og indsigt. Med tiden ville et menneske få mulighed for selv gennem erfaring at opnå denne klarhed, men det er Brodskys opfattelse, at studenterne ved hans hjælp vil være bedre forberedt på de til tider pinefulde indsigtssituationer. Normalt ville et menneske forsøge at undgå kedsomheden og alle dens synonymer. Således forklarer Brodsky i talens første del. Det er mest af alt naivt at tro på muligheden for helt at kunne omgå fænomenet kedsomhed. Livets mange gentagelser viser, ifølge Joseph Brodsky, at denne nymoderne opfattelse er langt fra sand. Kedsomhed kan ikke undgås, selvom mulighederne og forsøgene er mange, og bør derfor i stedet prøves bearbejdet. Dette er, hvad man i sidste ende må komme frem til, hvis man da overlever årene med det hurtige og øjebliksinspirerede liv længe nok, til at gøre sig disse erfaringer.
Muligheden for kedsomhed er størst, hvor livet er langsomst. Når ensformigheden sammen med livet slår rod, og der ikke længere foregår en tilsyneladende udvikling til det bedre, giver mange mennesker op. De forsøger da i stedet at gå en anden vej uden om problemet. Men man behøver ikke gennemgå f.eks. flere skilsmisser, hvis man blot lærer, at foretage de rigtige valg, når problemer opstår. At arbejde sig uden om problemerne, mener Brodsky, kunne ikke være en mere forkert handling at foretage sig. Som tidligere nævnt vil det blot medføre gentagelsens konsekvens, og man vil med tiden ende med at stå i samme situation igen. I stedet vil det rigtige og med tiden mest fornuftige være at følge kedsomhedens understrøm ned til bunde og endda lade sig knuse af den, for hurtigere at komme op til overfladen igen. Selvom kedsomheden holder én fast i udviklingen, vil den samtidig også medføre forløsning i form af indsigt, og dermed muligheden for at komme videre.
Samtidig med at man lever i nutiden og gør sig planer om fremtiden, skal man gøre sig forventninger om, at problemer vil opstå. Verden er større end man selv er klar over, og den former sig sjældent efter lige netop ens egne interesser. Disse nederlag er forventelige, og jo før man accepterer dem kan man komme videre. Man skal ligeledes vide, at de beslutninger, man foretager sig i livet, ligegyldigt hvor vigtige de er i nuet, ikke har nogen egentlig betydning set i tidens perspektiv. Selvom denne kendsgerning næsten er ulidelig, er alternativet alligevel værre, da dette liv vil være bygget på intet andet end "...falske illusioner..." Ved nemlig at ophøje sig selv til uvirkelige dimensioner vil man ligeledes få svære problemer med at klare nederlagene, når situationen tager sig en uventet drejning. Derfor er det vigtigt at have en viden om handlingernes umiddelbart ligegyldige konsekvens set i tiden perspektiv. Dette, siger Brodsky, at kedsomheden hjælper med til, idet den yder indsigt i tidens virkelighed. Med indsigt i virkeligheden får man mulighed for bedre at skabe sig en mere passende holdning til sig selv og sin egen verden.
Det handler om gennem kedsomhed at rive den ophøjede selvopfattelse ned på et mere realistisk og håndterligt niveau. Med indsigt i tidens langt mere omfattende dimension vil mennesket blive mere ydmygt som følgerne af at have opnået "...proportionssans..." Som de små støvpartikler, der i deres dans i sollyset oplever et stort og imponerende liv, men som set fra vores øjne ikke er andet end små livløse partikler. I dette af Brodsky brugte metafor sidestilles menneskets rolle som bedrevidende overfor støvpartiklerne med tidens rolle overfor mennesket som nedriver af dets illusioner, opnår man blot tillid til kedsomhedens vigtige rolle.
Når det moderne menneske fremstilles som værende for stolt af sig selv, sker der som en reaktion på tidens tendens. De fleste mennesker mangler tit en indsigt i deres egen egentlige ubetydelighed. Samtidig passer det også meget godt med, at kedsomhed nærmest er blevet noget, man for enhver pris gerne vil undgå. Man har konstant gang i noget, og med tiden opbygges illusionerne af, at disse handlinger er virkelighedsskabende. Tendensen til at sætte al sin energi i sin beskæftigelse er overalt fremherskende. Ligeledes er også stress, depressioner, skilsmisser osv. hyppige. Når Brodsky således skal tale til studenterne på Dartmouth College er det et meget nyttigt emne at tage op.
Brodsky afslutter sin forelæsning med at opfordre til ydmyghed. Dog uden at have givet nogen absolut forklaring på, hvorledes fremtidig kedsomhed skal løses, har han indirekte givet adskillige konkrete billeder af hans erfaringsmæssige konklusioner. Han har forberedt studenterne på, at de ikke kan finde alle svarerne på biblioteket. Kun ens egne erfaring kan give egentligt tilfredsstillende konklusioner. Det er samtidig en temmelig provokerende konsekvent fremgang Brodsky har gennem hele talen ved adskillige steder at fremstille studenternes verdenssyn som snævert og naivt. Således er det dog tilfældet. Og ikke kun hos studenterne men ligeså meget hos andre mennesker, som lever det hurtige og planlagte liv bygget på illusioner og mangel på tidsmæssig indsigt i konsekvensernes verden. Der konkluderes ikke noget endegyldigt svar. Alt sammen sker det i god mening og med det formodede formål at lade de unge menneske få en forsmag på livet efter college. Der er langt flere træer i skoven, end man tror, når man pludselig kommer ind i en ny verden. Sjældent har man selv fuldstændig kontrol over situationen, og tit afhænger omstændighederne af andre end én selv.
I denne postindustrielle, computeriserede verden har mennesker det med tit at skabe deres egen lille imaginære verden, hvori resten af verden på samme måde er illusorisk. På denne måde bliver det måske midlertidigt lettere at kunne tackle små og store forhindringer. Det er tilsyneladende det bedste, man kan gøre, at surfe udenom med disse midlertidige løsninger. Men erfaringen vil med tiden vise noget andet: Dette løser dog kun problemerne midlertidigt, idet man ikke kan komme udenom så let. Hvis man, som Brodsky nævner, dog blot kunne indse den minimale betydning af sine handlinger, ville det være lettere at kapere de nødvendige nederlag og stå ansigt til ansigt med nye tvivlstilfælde. Joseph Brodskys ønske til studenterne kunne måske minde lidt om den skandinaviske 'Janteloven' med idéen om, at man ikke skal tro, at man er noget. Blot er Brodskys begrundelser langt mere velargumenterede og forfinede. Det handler mest af alt om indsigt. Forstår man ikke, vil muligheden for, at man senere kan løse nye problemer blive lille. Samtidig er den direkte sammenligning til nutidens stærke holdning imod det mindste spild af tid konstant. Tiden er ét og alt, og alligevel har man problemer med at se længere frem og tilbage, end sin egen livsperiode. Det moderne menneske virker således uhyre begrænset af sin egen nutidige verden.