1. INDLEDNING:

Via en analyse af bogen ønskes en klarlægning af bl.a. historiens forløb såvel som forfatterens skrivestil og umiddelbare valgte fremstillingsmetoder. Det kunne derudover også være interessant at foretage en nærmere analyse og tolkning af romanen ved at tage et kig på den udvikling mennesket gennemgår fra ankomsten af disse Overlords. I det hele taget er hele tematikken omkring menneskeheden af interessant karakter; den måde hvorpå Arthur C. Clarke i flere af sine værker fremstiller mennesket som et underlegent og stærkt begrænset væsen er også gennemtrængende i Childhood's End. Ligheden med Freuds teorier omkring menneskets sind som værende præget af både en bevidst, ubevidst og førbevidst del er i dette henseende ligeledes vedkommende.
Til slut ønskes også en mindre diskussion omkring placeringen af Childhood's End i science fiction-genrens adskillige facetter. Især vil der i denne forbindelse foregå en behandling af utopiaspektet, som det fremtræder i Childhood's End ud fra de fremstillinger, som er at finde i P. Parrinders bog Science Fiction: A Critical Guide.

2. PRÆSENTATION AF ARTHUR C. CLARKE OG CHILDHOOD'S END:

Den efterhånden aldrende britiske videnskabsmand*1 og forfatter Arthur C. Clarke, født 1917, skrev i begyndelsen af 1950'erne science fiction-romanen Childhood's End. Præget af den daværende koldkrigsstemning, som efterkrigstiden havde bragt med sig, men mest af alt af sin fascination af det uforklarlige og overnaturlige blev bogens handling formet*2. Romanen behandler menneskehedens første møde med en udenjordisk intelligens og den udvikling dette møde sætter i gang. Tiden*3 er præget af en utrolig spænding forårsaget af en magtkamp mellem klodens to supermagter, USA og Sovjetunionen, da en armada*4 af udenjordiske fartøjer entrer Jordens atmosfære. Dette skal vise sig at være begyndelsen på en periode med næsten utopisk fred og velstand. Med sig bringer the Overlords, som væsnerne bliver kaldt af menneskene, en vilje til med deres overlegne intellekt og teknologier at styre Jorden mod en ny tid.

"Far down in the rock, the segments of uranium began to rush together, seeking the union they could never achieve. And the Island rose to meet the dawn."

Citat: Arthur C. Clarke: Childhood's End side 182.

2.1. DEL ET, DEL TO OG DEL TRE:

2.1.1. Part One: Earth and the Overlords

Childhood's End er bygget omkring 24 kapitler som yderligere er del i tre dele. Hver af disse større inddelinger har sin egen overskrift og hjælper til at dele handlingen i perioder efterhånden som plottet og menneskenes udvikling skrider frem. Hele handlingen forløber over en periode på halvandet århundrede, og selve handlingen omhandler kun perioderne, hvor der sker forandringer i den udvikling.
I første del, "Earth and the Overlords", er der tale om en tiden lige før og nogle år efter the Overlords' ankomst. Her behandles hele betydningen af de fremmede væsners indblanding i menneskets levevis og historie. Dette sker primært gennem overvejelser og samtaler omkring generalsekretæren, vicegeneralsekretæren samt Karellen*5, men også ved at lade modstanderne af det nye tvungne samarbejde få ord ind f.eks. ved kidnapningen af Stormgren, så man dermed bliver sat ind i flere end blot FN's holdning til situationen. Altså er det gennemgående formål i første del at sætte læseren ind i forholdet mellem the Overlords og menneskene, samt de magtmetoder, som the Overlords gør brug af. Man oplever den kritiske holdning, som ikke kun oppositionen i form af den åbenlyse modstand (Wainwright*6) og den mere skjulte*7 modstandsbevægelse udviser, men som såmænd også FN i form af Stormgren selv besidder - om end den er lidt mere tilbageholdende og mere bygger på tillid til the Overlords.

Det er en intellektuelt forestilling om, hvorledes et møde med rumvæsner kunne komme til at foregå. Her præsenterer Clarke et billede af situationen, som den muligvis kunne udspille sig. Han opstiller idéen om, at mødet ikke nødvendigvis bliver særligt direkte med håndtryk og det hele. I hele første må man som resten af menneskeheden nøjes med at danne sine egne forestillinger ud fra, hvad man har hørt fra andre mennesker af rygter og idéer. Men til forskel fra de andre mennesker, får læseren mulighed for at følge det eneste menneske, der har en egentlig kontakt til the Overlords, generalsekretæren. Men end ikke generalsekretæren i FN ved særligt meget mere. Clarke er meget bevidst og nøjsom, når det kommer til at lade læseren komme ind på en viden, som kun læseren kender til. Hele tiden er læseren begrænset af, hvad karakterer I Childhood's End ved og tror - og det er ikke altid lige klart og tydeligt. Men i slutningen bliver man gjort det klart, at man ikke behøves vente meget længere på at blive bekræftet i de teorier og forestillinger, man har gjort sig i den første dels forløb.

2.1.2. Part Two: The Golden Age

For i "The Golden Age" giver the Overlords sig endelig til kende, og man finder ud af, at årsagen til, at de længe har skjult sig for menneskene er (som man måske allerede havde gættet), at de rent faktisk passer perfekt til den gængse opfattelse af, hvordan djævelen ser ud. Men i hele den første periode, har mennesket, såvel som læseren, været igennem en mental behandling, således man ikke længere lader sig påvirke af noget så diffust som underbevidstheden ulogiske signaler og beskeder. Tiden har ændret sig, og man er ikke længere de mennesker, man var engang. Side 54 (i første del) forsøger Karellen at forklare over for Stormgren årsagen til, at the Overlords ikke kan vise sig endnu. Han siger, at den dag, de viser sig, "the human race will experience what can only be called a psychological discontinuity". Med andre ord er der altså, hvis man da tror på Karellen, en mere end god begrundelse til, hvorfor de venter. Også her bliver man ledt ind på den psykologiske side af menneskene, som senere vil komme til at spille en meget markant rolle i handlingen.
Men fortælleren ser også i denne del tilbage på perioden, hvor Stormgren endnu levede, og han og Karellen førte samtaler bl.a. om netop den rolle, the Overlords spiller for menneskeheden. At man først får kendskab til disse samtaler i anden del er formentlig fordi, at Clarke ønsker at bevare den del af spændingen og først klarlægge informationerne senere, når the Overlords' udseende er kommet frem, og samtidig bindes anden del også bedre sammen med første.
Efter nogle kapitler introduceres læseren for historiens nye personer. Clarke skifter flere gange i løbet af handlingen synsvinkel, og i anden del er det først fra George Greggsons synsvinkel, man oplever handlingen. George er den stadig kritiske personlighed, der endnu ikke har opnået den ro og fulde tilfredshed, som mange af menneskene omkring ham har. Også i forbindelse med introduktionen af det mystiske i form af åndespillet til Rupert Boyces fest har George den mere kritiske rolle. Clarke lader George møde den senere hovedperson, Jan, og får dermed præsenteret ham lidt, inden der skiftes synsvinkel over til Jan selv. Resten af "The Golden Age" omhandler mere eller mindre den udvikling, som Jan undergår fra hans første idéer om at ville komme ud i verdensrummet og opleve det univers the Overlords har været en del af i æoner af menneskeår til han rent faktisk formår at komme om bord på et interstellart skib. De mange overvejelser Jan gør sig under planlægningen og forberedelserne er meget omfattende.
Anden del sluttes af med at skifte synsvinklen over til Karellen, så man igen kan blive forberedt på, at der er noget nyt i vente i tredje del: "the Golden Age was rushing to its close."

2.1.3. Part Three: The Last Generation

I denne tredje del, "The Last Generation", har verden igen ændret sig. Allerede ved man som læser, at noget drastisk efterhånden ikke er så fjernt længere, men hovedpersonerne synes faktisk at være faldet mere til ro med f.eks. familie. Dog er der også nogle omvæltninger på vej, idet familien Greggson har bestemt sig for at slutte op omkring et nyt, åbent oprør mod the Overlords. Oprøret er af den kulturelle og kunstneriske art og en direkte protest imod, at the Overlords "...were destroying the soul of Man*8". Det er også i tredje del, at det går op for læseren, at the Overlords har en særlig stor interesse i Jean og George eller nærmere betegnet deres børn. Efterhånden er the Overlords egne interesse i at være tilstede ved at komme frem i lyset. Da fortælleren igen omkring 163f skifter synsvinklen over til Karellen, er det for at vise de direkte videnskabelige interesser og undersøgelser, som the Overlords foretager. De næste adskillige afsnit er af videnskabelig karakter, idet de fremstiller Jeffreys drømme og en behandling heraf af the Overlords. Det overnaturlige er blevet gjort mindre overnaturligt og mere videnskabeligt. Man bliver indviet i den udvikling, som the Overlords har til formål at sørge for sker uden problemer, og menneskehedens afslutningen er pludselig meget mere nær. Ej længere er menneskene af den opfattelse, at livet mere har nogen betydning at leve, da det har mistet selve formålet med livet: børnene, deres sikkerhed for, at deres værdier og gener vil eksistere om end i en lidt anden udgave, når de for længst er gået bort. At lade Jan vende tilbage som eneste tilbageværende homo sapiens, da resten af menneskeheden har lagt bevidstheden bag sig, er en måde for Clarke at lade læseren se det alt sammen, nye verden fra et menneskeligt perspektiv. På den måde får læseren mulighed for at få det hele vendt og drejet en ekstra gang gennem Jans refleksioner. Det er en effektiv måde, at lade Jan beskrive det sidste og endelige trin i udviklingen til at blive en del af the Overmind. Således undgår man at fortælleren bare konstaterende og objektivt kan forklare, hvad det er, der sker. Det virker mere virkeligt, at Jan foretager disse observationer mens han forsvinder med Jorden ud i intetheden, end at f.eks. fortælleren skulle have gjort det, da oplevelsen jo tilsyneladende får iagttageren til at ophøre med at eksistere. Clarke kunne godt have valgt at lade Childhood's End slutte efter Jans sidste ord, men fortsætter alligevel. I bogens sidste afsnit, hvor synsvinklen ligger hos Karellen, reflekterer han over situationen - sin egen såvel som menneskenes. I dette afsnit virker Karellen ikke nær så meget som den værdige, ophøjede leder, han er. I stedet opleves hans refleksioner, som tankerne hos et udmattet, stadig ærefyldt og dog lettere sentimentalt væsen, der er tynget af sit lange liv i trældom. Træthed virker forståelig og virkelig. Denne Overlord ved, at det ikke slutter her, og at hans trældom tilsyneladende endnu ingen ende har. Det bliver allerede i første del nævnt gennem Stormgrens synsvinkel, at Karellen virker ligeglad og træt af sit arbejde, og her i slutningen forstår man hvorfor: de højtudviklede intellektuelle Overlords er langt fra frie men bundne ikke bare af the Overmind men af selve evolutionen.

2.2. FORTÆLLEROLLE OG FORTÆLLERSYNSVINKEL:

Childhood's End fortælles i tredjeperson samt af en usynlig og alvidende fortæller. Desuden er der tale om en forskel på fortalt tid og fortælletid. Selve historien er af fortæller fortalt efter, at det alt sammen er sket. Man oplever nemlig en fortæller, som hele tiden beretter i datid. Det er formentlig dette, der giver fortælleren den alvidende egenskab. En sjælden gang imellem bruges denne egenskab meget fordelagtigt til at give læseren et billede af, hvad der er i vente. I nogle afsnit udelukker fortælleren også brugen af karaktersynsvinkel. Et eksempel på dette kunne være i begyndelsen af anden del, hvor en klarlæggelse af tiden siden slutningen af første del og til dagen, hvor Karellen viser sig offentligt for første gang. Her er der tale om en fortæller, der bl.a. bruger gamle samtaler mellem Karellen og Stormgren til ligesom at binde de to dele sammen. Man får besvaret nogle af de overvejelser og uvisheder, som er blevet fremstillet i "Earth and the Overlords", samtidig med, at man bliver sat lidt ind i forholdene i den nye verden 50 år efter første dels handling.
Under alle omstændigheder berettes historien ud fra flere forskellige synsvinkler, hvilket giver dynamik i fortællingen. Idet man ikke rigtigt er begrænset af en enkeltpersons tanker og oplevelser, får læseren langt større mulighed for at danne sine egne forestillinger og synspunkter. Hvordan disse forestillinger mere eller mindre skabes ud fra små bidder af information hist og her, så man til sidst er i stand til at danne grobund for noget, der minder om en nogenlunde sikker forestilling, men som måske mere burde kaldes en ubegrundet fornemmelse, vil blive behandlet senere.

2.3. FORTÆLLESTIL:

En del af den stil Arthur C. Clarke bruger, når han skriver, bygger på at holde spændingen hos læseren længst muligt. I f.eks. Childhood's End oplever man en denne skrivestil, der består af konstant at forlænge spændingen, i handlingens evige udsættelse. Når man endelig kommer tæt på et svar eller noget der kunne ligne en løsning på et problem, skifter f.eks. synsvinklen og man bliver sat til at vente på svaret lidt endnu, mens et nyt problem bliver præsenteret for læseren. Nogle gode eksempler på denne form for kun delvise åbenhed vil blive behandlet grundigere ved en nærmere analyse af plottets gradvise klarlægning.
Andre sider af Clarkes skrivestil er hans brug af humor og videnskabelige samt metaforiske beskrivelser. Selvom humoren måske ikke er den mest fremtrædende del af Arthurs fortællestil, er den stadig at finde flere steder i teksten. Mest bruger Clarke ironi og løfter dermed stemningen i sine fremstillinger af de mere tragiske episoder af bogen. Et eksempel på denne ironi er, da Jan Rodricks vender tilbage til Jorden efter sine lange rejse på et interstellart rumskib. Næsten som et lille barn glæder Jan sig til at skulle fortælle om sin tur og sine oplevelser, da han opdager, at han ikke har nogen at fortælle det til. Menneskeheden eksisterer ikke mere. Han er det eneste tilbageværende væsen i universet af racen homo sapiens. Her oplever man, at han ændrer sig fra at være den evigt indsigtshungrende videnskabsmand, der ikke lader sig begrænse i sin søgen efter lærdom, til i stedet at være faldet til ro med sin klassiske musik. I denne tragiske situation oplever manden, at alt han egentlig ønsker, er at spille Bach: "He had always been a good pianist - and now he was the finest in the world."*9 Han er ikke længere et søgende, aktivt menneske, men har i stedet præsteret af falde til ro. Han virker trods situationen stadig behersket, men som han også tænker, er det måske ikke andet end et "...merciful trick of the mind..."*10. Humoren har i denne situation til formål at bringe lidt humør tilbage trods ellers meget dystre episoder i historien.
Hvad angår Clarkes brug af metaforer og videnskabelige beskrivelser kan nævnes eksempler, som da den tilbageværende menneskehed begår kollektivt selvmord. På side 182 beskrives en kædereaktionen i en atombombe med en sådan romantisk engangsvinkel, at al voldsomheden fuldstændig drænes og kun det smukke er tilbage. "...seeking the union they could never achieve"*11, er udover en direkte besjæling af uranblokkene samtidig også et billede på det uopnåelige ønske, som drev menneskeheden ud i selvmord, da det blev frataget sit eftermæle, sine arvtagere: børnene.
På et tidspunkt*12, hvor menneskeheden lever det utopiske liv, stilles spørgsmålet: "Would there ever be a winter again?", hvilket tyder på, at menneskets fornuft endelig har sejret. Sortsyn eksisterer ikke mere. Men da så alligevel mennesket må se en ende på sommeren, bringer Clarke metaforet ind igen, denne gang for at besvare spørgsmålet stillet 27 sider forinden: "...Karellens ears could catch the first wails of the winter storms."*13. Også i andre sammenhænge bruges metaforen til at gøre stemningen mere alvorlig, og det virker ganske efter hensigten. Clarke sammenligner på et tidspunkt Jorden med et frø, da hele kloden forsvinder ved "børnenes" dematerialisering og totale sammenkobling med the Overmind efter at have give næring til deres metamorfose "...as a grain og wheat feeds the infant plant while it climbs towards the Sun"*14.

2.4. PERSONER:

Der er flere forskellige fremtrædende personer i Childhood's End og det er svært helt nøjagtigt, at udnævne en bestemt karakter til hovedperson. Det sker i perioder, at fortællingen mere eller mindre drejes omkring enkelte synsvinkler. I første del er det først og fremmest verden set fra Rikki Stormgrens synspunkt af, som man får beskrevet. Det er samtidig de overvejelser netop han som person og ikke mindst som generalsekretær kommer ud for. De forskellige personer op gennem historien bliver beskrevet gennem deres handlinger, tanker og ved skift til andre personers synsvinkel. Sjældent foregår personbeskrivelser direkte ved, at fortælleren præsenterer en karakter. Derimod bruger Clarke bl.a. idéen med at lade karaktererne beskrive hinanden udover, at man naturligvis får dem indirekte beskrevet gennem deres handlinger og ved skift mellem synspunkterne gennem deres tanker. Et eksempel kunne være læserens første kendskab til Jan Rodricks, som historien senere kommer til at dreje sig om. Da man først møder Jan er det gennem George Greggsons synsvinkel. Man har i de foregående afsnit fulgt George og ved først at lade Jan blive oplevet ud fra hans synsvinkel, får man en lidt anderledes og måske mere direkte beskrivelse af ham ud fra, hvordan han virker udadtil over for andre personer. Det er også første gang, at George møder Jan, og derfor kan Clarke lade George gøre overvejelser omkring Jan som person. Derved opnår man en mere direkte personbeskrivelse, end man f.eks. ville, havde man udelukkende oplevet Jan gennem hans handlinger og egne tanker.
Dette er altså endnu en af effekterne, som Clarke kan drage nytte af, ved at lade historien have flere såkaldte hovedpersoner. Man er ikke på samme måde afhængig af fortællerens alvidenhed, hvis en hovedperson på én eller anden måde bliver begrænset i sin virke. Da f.eks. Stormgren bliver kidnappet bliver han stærkt hæmmet i sit synsfelt. Det er ikke længere muligt at få et billede gennem Stormgren af verden udenfor det sted, han holdes fanget, så i stedet skifter synsvinklen til den nu værende generalsekretær, tidligere vicegeneralsekretær, Pieter van Ryburg.
Da Jan Rodricks vender tilbage til Jorden ved læseren f.eks. allerede, hvad der er ham i vente, idet man har oplevet det fra Georges og Jeans synsvinkel i det foregående kapitel. Dette gør både læseren spændt efter at se Jans reaktion samtidig med, at det får én til at føle langt mere med Jan, da han endnu ikke har forstået omfanget af the Overlords' advarsler om, hvor meget der er forandret. Det er endnu ikke i hans forestillinger, at hele menneskeheden ikke længere eksisterer.
I stedet for at lade fortælleren redegøre for hændelser og den skiftende verdenssituation, gør Arthur C. Clarke gennem hele bogen stort brug af forskellige synsvinkler. Fortælleren kunne i begyndelsen af bogen selv have fortalt om den spændte koldkrigsstemning, men lader i stedet det hele bliver oplevet gennem en amerikansk og russisk synsvinkel. De to videnskabsmænd spiller ikke anden rolle i historien end, at de giver et mere menneskeligt billede af den verden, som the Overlords ankommer til.

2.5. PLOTTETS GRADVISE KLARLÆGNING:

I begyndelsen af Childhood's End er teorierne om the Overlords mange, og det egentlige formål med deres tilstedeværelse er endnu langt fra klarlagt. Clarke lader ikke læseren vide mere end højst nødvendigt. I stedet må man nøjes med at få informationerne i bidder og uden noget helt klar billede af de forskellige informationers betydning for handlingen. Omkring samtalen mellem Karellen og Rashaverak (øverst side 97) bliver læseren først gjort bekendt med vigtigheden af den mission, the Overlords er ude på. Man begynder endda at kunne danne sig et billede af missionen. Da de taler om et "...partial breakthrough..." ved man, at det de har ventet på - man vidste heller ikke helt, at de ventede på noget - er ved at ske. Men Clarke fortæller ikke mere og man sidder længe og danner sine egne teorier om, hvad the Overlords' mere skjulte formål er. Senere bliver en smule mere klarlagt, da George og Jean Greggsons søn, Jeffrey, på meget mystisk vis bliver reddet fra en Tsunami. I begyndelsen ved man heller ikke i dette tilfælde, hvordan det hele hændte, men efterhånden som det går op for George, at the Overlords har haft en finger med i spillet, kommer også læseren tættere på sandheden. Hele tiden sker der en klarlægning i større og større grad af plottet, og omkring 174ff gøres det klart for læseren på samme tid som for menneskene i bogen, mere nøjagtigt hvilket formål the Overlords har tjent. Det er ikke, som man længe har haft mistanke om, en fysisk trussel men derimod noget langt større og mere abstrakt. Faktisk bliver det aldrig gjort klart, at udviklingen til at blive en del af the Overmind egentlig er en trussel, men alligevel virker det sådan for os. Mennesket bliver ikke givet et valg, kunne man sige, men det gør man vel aldrig, når det kommer til udvikling. Men alligevel har man hidtil haft en forestilling om, at udvikling altid bringer noget bedre med sig, end hvad før var. Science fiction viser tit noget andet.

2.5.1. Det underlegne menneske og den større sammenhæng:

Også i Childhood’s End er den udvikling, er finder sted af en så sær og uventet art, at det er svært for menneskene at se det som noget godt. Dette skyldes, og sådan ser man det i flere af Arthur C. Clarkes science fiction-værker, at mennesket - som nævnt andetsteds - langt fra forstår at se hele puslespillet. Mennesket besidder langt fra det nødvendige intellekt, hvis man skal kunne se sammenhængende. Dette fremgår i Childhood’s End, men stadig bliver der ikke givet nogen direkte konklusion på, hvad denne sammenhæng, dette formål måtte være. Det kommer ganske vist til udtryk i de passager, hvor Karellen med misundelse betragter mennesket"*15. Og på dette niveau er det stadig forståeligt. Vi mennesker udviklede os med the Overlords’ hjælp og under deres magt til en større livsform end selv de mægtige Overlords. The Overlords bliver aldrig mere. Der er intet næste trin i deres udvikling, og de vil altid være trælbundne af the Overmind - til evig tid.
Men som mennesket er, og som vi læsere kender os selv, vil vi fortsat være underlegne. Det eksempel, som nævnes i behandlingen af et af Clarkes andre værker, Rendevouz With Rama"*16, hvor et underligt rumskib passerer forbi vores solsystem uden tilsyneladende at have den mindste interesse i os, er klassisk Clarke. Man ser det også i Childhood’s End, hvor vi mennesker blot er iagttagere ude af stand til at se helheden. Og Clarke forklarer det aldrig nærmere. I stedet lader han læseren opleve den følelse, han mener, mennesket må føle, når det forstår, at det kun ser en brøkdel af sammenhængen og formålet. "Clarke plays upon man’s desire to feel part of a larger universal home, a desire which he awakens but often frustrates poignantly.""*17. Og mennesket er en del i dette større mønster. Selvom et menneske er indrettet med et teleologisk livssyn, nytter det ikke meget, hvis det samtidig ønsker at kunne se alle formål klart. Så bliver det frustreret. The Overlords præsterer i Childhood’s End mere eller mindre at forberede mennesket til at komme ud over de direkte farer ved denne frustration, men stadigt er det svært at acceptere.

2.6. CHILDHOOD'S END OG DET UBEVIDSTE:

Da the Overlords giver sig til kende i bogens begyndelse, er menneskeheden på randen af selvudryddelse, idet klodens nationer er splittet mellem supermagterne Sovjet og USA. Der synes ikke at være nogen ligefrem løsning på denne splittelse. Den rolle the Overlords udfører, hvad man kan kalde en slags deus ex machina. De dukker op uden varsel*18 og løser problemet. Men samtidig påtager de sig også rollen som forælder. De bliver faderfiguren, der fører mennesket videre i sin udvikling og ud af barndommen.
Mennesket bliver af Arthur C. Clarke i Childhood's End fremstillet som ude af stand til at skabe en vedvarende fred. Freuds forestilling om en nødvendig faderskikkelse eller udefrakommende magtfaktor for at forhindre en selvødelæggelse er her meget tydelig. Gennem hele bogen bliver mennesket fremstillet som værende et mere primitivt og barnligt væsen end det selv hidtil har antaget. Andre sider af den freudianske overbevisning behandler det menneskelige sind som splittet. Der er udover vores bevidsthed også noget, der ikke er os bevidste, og som præger os utroligt meget. I bogen The Unconscious beskrives tre forskellige sider af det menneskelige sind*19. Alle tre (det bevidste, det førbevidste og det ubevidste) af disse er at finde i eksempler fra Childhood's End, hvor de bliver antydet både gennem forskellige handlinger, reaktioner og andet.
Det bevidste er den del af os selv, som vi er klar over hele tiden. Det er denne del, der repræsenterer de ting, vi har kontrol over såsom f.eks. vores sociale adfærd. Modsat er det ubevidste vores ukontrollerede del, hvor vores drifter og andre mere primitive aspekter er at finde. Det førbevidste er noget, der ligger midt imellem. Vi er normalt ikke bevidste, om denne side, da det er her, de mere indgroede vaner er at finde. Ting som at cykle, køre bil eller binde sit snørebånd tilhører denne førbevidste side af sindet. Uden det ubevidste ville vores samfundsformer ikke være mulige. De asociale og primitive (f.eks. de voldelige sider) ville umuliggøre dette. Men siden vi er i stand til netop at opbevare disse sider i det ubevidste, er det eksistensen af det ubevidste, der gør det muligt for os, at skabe et samfund. I de af os brugte samfundsformer er det meget vigtigt, at indbyggerne besidder en hvis selvkontrol, så man kan fungere blandt andre mennesker. De sociale og civiliserede menneskelige egenskaber er jo afhængige af den kontrol, der præger den bevidste sindsdel.

2.6.1. Det kollektive ubevidste:

Noget andet, som fortællingen også kommer til at omhandle, er noget, der af Freuds elev, Jung, bliver kaldt det kollektive ubevidste. Jung udvidede Freuds bevidsthedsmodel til også at omhandle en side, som var fælles for alle mennesker. I denne kollektive ubevidsthed eksisterede noget, Jung kaldte arketyper. Disse arketyper er á priori, dvs. medfødte, og alle mennesker har altså denne ubevidste side. Eksemplet jeg tænker på i forbindelse med Childhood's End, er naturligvis forestillingen om fanden eller djævelen. Dette kollektive ubevidste er uafhængig af tid (idet, det jo er á priori) og dette er også at se hos Arthur C. Clarkes forklaring på, hvor billedet kommer fra. Dog skal det siges, at netop tilfældet Childhood's End måske går det skridt videre, og giver en direkte forklaring på, hvilken hændelse, det er, vi har angstbilledet fra. The Overlords er ganske udmærket bevidste om, at vi altså er i stand til at huske ting i vores kollektive hukommelse, som endnu ikke er sket, dette er også årsagen til, at de ikke lader sig vise de første mange år.

Igennem de første 50 år bearbejder the Overlords hele den menneskelige psyke, og forbereder det derved på, hvad der er i vente, når de vil komme ud af deres skibe og endelig give sig til kende. Clarke bruger denne lange periode, Mens han lader handlingen foregå omkring menneskenes tilvænning til pludselig at blive styret af en anden magt, brygger Clarke et billede eller en mosaik af forestillinger i hovedet på læseren. Man tænker ikke over det, men flere gange drejer Clarke læserens forestillinger omkring the Overlords' udseende i retning af det sande billede. Kigger man bogens første del igennem efter at have læst hele bogen, vil man få at se, at der, som f.eks. på side 18, bliver nævnt noget med "the Devil". Her nævnes sætningen "...why the devil won't he show himself?" i forbindelse med en samtale. Et andet sted kan være beskrivelsen af the Overlords' skibe som "...demon-driven clouds"*20. Da man så på side 51 bliver præsenteret for en utydelig skanning af Karellen på den anden side af en énvejsskærm eller -glas, hvor det beskrives som "...the autograph of a mild earthquake". Clarke får næsten læseren overbevist om, at hans fremstilling af mennesket som værende i besiddelse af en kollektiv ubevidsthed egentlig er meget sand. Det er lidt ligesom almindelige menneskers angst for f.eks. edderkopper, til trods for at de er fuldstændig harmløse; der skal ikke meget til, før vi bliver bange for en skygge, bare fordi den i første øjekast ligner en edderkop.

For at komme tilbage til idéen om det ubevidste, så nævnte jeg jo, at der er eksempler på både det bevidste, førbevidste og ubevidste i menneskesindet i Childhood's End. Det er i Childhood's End kun menneskebørnene, der opnår at udvikle sig og blive en del af the Overmind. Dette passer ganske udmærket til den freudianske opfattelse af, at menneskets sind ikke er delt, men derimod er ét og kun ét sind af ukontrollerede drifter, som spædbarn. Denne endnu manglende deling og dermed begrænsningen af drifterne til blot at være en del af det ubeviste, beskrives i The Unconscious*21: "...in the case of children, where there is as yet no division or censorship between the Pcs. and the Ucs.*22 , or (...) that division is only gradually being set up...". At denne deling kan være sket delvist hos nogle børn (efterhånden som de bliver mere bevidste og klare over deres egne handlinger) ses også i Childhood's End i form af Jean og George Greggsons ældste barn Jeffrey, der både har fået dannet en personlighed såvel som en klar bevidsthed, da udviklingen begynder. Hos Jeffrey tager det længere at udvikle sig og blive en del af the Overmind. Jennifer har langt mindre "...to unlearn.*23" end Jeffrey, der først skal nedbryde opdelingen af sindet, før han kan blive en del af the Overmind.

2.7. DET SELVCENTREREDE MENNESKE:

Det ses i flere af Arthur C. Clarkes litterære bedrifter, at mennesket ikke er mere end en mindre og næsten ubetydelig brik i et puslespil af astronomisk karakter. Sjældent er mennesket mere end et middelmådigt væsen med et stærkt begrænset intellekt. Det kunne næsten virke som om, at Clarke gør lidt grin med vores indædte træng til at føle et formål med alting. Det man hos menneskeheden oplever i Childhood's End er en meget teleologisk opfattelse af verden. Menneskets verdenssyn er præget af en utrolig søgen efter formål. Dette har naturligvis en konsekvens, hvilket Clarke også lader fremgå. Den fejl, som der primært bliver taget op i forbindelse med menneskenes verdenssyn, er, som tidligere nævnt, den manglende evne til at se længere end sin egen næsetip. Dette berøres blandt andet, da Karellen forholdsvist tidligt i fortællingen fører en samtale med Stormgren. Karellen har studeret en rapport af afdelingen for historisk forskning, der bl.a. omhandler teorier om tidligere besøg af udenjordiske væsner: "It makes Earth look like the crossroads of the universe.". Der gøres flere gange opmærksom på den helt forkerte og meget egocentriske opfattelse menneskets plads i kosmos*24. Det er vigtigt for mennesket at vide sin plads, men også at sikre sig, at man har ført noget videre, har skabt et eftermæle. Man ønsker ikke bare at eksistere men også at andre ved af ens eksistens. Dette behov er tydeligst i teksten, da hele menneskeheden pludseligt mister lysten til livet, da deres arvtagere bliver taget fra dem. Hele lysten til at leve forsvinder sammen med børnenes metamorfose. Man ser, at dette gælder hele menneskeheden, men det bliver bedre forklaret i Jeans tanker omkring døden på side 179: "Death was something she could face as she has faced it before: it was in the natural order of things. But this was stranger than death - and more final.". Dette er menneskeligt. Man forstår det godt, fordi man selv er menneske, men Clarke gør samtidig opmærksom på, at vi her ikke nødvendigvis har at gøre med noget direkte dårligt. Dette gør han ved at lade Karellen optræde med en misundelse over for mennesket ("...we shall always envy you.")*25. Karellen ser mere og længere end vi gør. Der er her ikke at gøre med en undergang. I stedet, og det er vel egentligt nogenlunde tydeligt, er der jo tale om en udvikling. Det gode ved denne udvikling er blot ikke umiddelbar. Man bliver nødt til at sætte sig i et andet sted end menneskets. Dette gør Arthur C. Clarke for læseren, ved at lade the Overlords (Karellen) tale med menneskene og ikke mindst ved at se hele affæren fra et andet væsens synspunkt.

2.8. THE OVERLORDS:

Vi har med the Overlords i forhold til menneskene at gøre med en race, som ikke kan udvikles yderligere. Deres intellektuelle kapacitet er uovertruffen, og stadig er de bundne. De ved samtidig stort set alt lige med undtagelse af det eneste, de virkelig ønsker at have begreb om; nemlig hvorledes the Overmind fungerer, og hvordan hele universet omkring den hænger sammen. The Overlords søger ikke et formål på samme måde, som menneskene gør det. De har lært at leve med det. Vi får aldrig at vide hvordan, men blot at de tilsyneladende frygter noget, som Jan betragter "...not on the horizon, but beyond it..."*26, og som de garanteret ser helt anderledes end han. Men de er ikke tilfredse, for de lever med den konstante frygt. At man dog aldrig får noget at vide om, hvordan denne frygt motiveres er blot den tidligere nævnte effekt forårsaget af det menneskelige sinds begrænsninger: Man får som læser ikke mere at vide, end hvad menneskene i Childhood's End gør. Bl.a. gør Jan sig nogle overvejelser om denne frygt, da han på planeten oplever en skabning, han i begyndelsen troede, var et bjerg i horisonten. Det viser sig dog hurtigt, at der er tale om noget langt mere og større end et bjerg, idet han indser, at det strækker sig fra bag horisonten og over den. Og så stopper Clarke os derved i at komme sandheden om denne entitet og the Overlords' frygt i forbindelse med den nærmere.

2.9. CHILDHOOD'S END OG DEN UTOPISKE SCIENCE FICTION:

Childhood's End er en science fiction af den intellektuelle karakter. Der bliver i denne fortælling behandlet en problemstilling og fremstillet et forfattersyn om mennesket som et meget begrænset væsen - i sin nuværende form. Samtidig eksisterer der i Childhood's End ligeledes en utopisk verdensstat. P. Parrinder fremsætter i Science Fiction: A Critical Guide*27 et system, som man kan bruge, når man skal kategorisere en utopisk science fiction.
Utopien i Childhood's End er lidt en uklar udgave af "The externally altered world". Den videnskabelige forståelse af det menneskelige sind kommer ikke fra menneskene selv, men fra the Overlords. Utopien i Clarkes fortælling bliver påtvunget menneskeheden af magter udefra. Der bliver aldrig givet noget valg, men i stedet bringes den utopiske tilstand på mennesket. Men utopien er ikke det endelige mål, den har i sig selv det formål at opnå udvikling. Det er the Overlords, der påtvinger os utopi for at en udvikling kan finde sted, og formålet er at lade fornuften få ro over sindet, således en metamorfose kan finde sted. Det formentlig endelige mål er at blive en del af the Overmind. Og denne udvikling går langt længere end de almindelige utopiske eller dystopiske opfattelser.

3. KONKLUSION:

At man stadig efter at have læst og lukket bogen sidder med en tavs uvished, som lige siden begyndelsen af bogen konstant har plaget én, er blot Arthur C. Clarkes måde at vise sin påstand om menneskets begrænsninger på. Vi har ikke forstand til at forstå sammenhængen og kan kun foretage gisninger herom.
Der er klare ligheder mellem Freuds teorier om det menneskelige sind opbygning samt idéen om den nødvendige faderrolle (the Overlords) for at skabe en udvikling (blive en del af the Overmind). Men også sider af både Jungs og Lacans Freud-inspirerede psykoanalytiske teorier er fremtrædende i f.eks. "...racial memory..."*28, hvor selve arketypen, djævelen, giver sig til udtryk som en fælles hukommelse omkring the Overlords' rolle i homo sapiens undergang.
Clarke har med Childhood's End skabt et eksempel på en utopi, der ikke er det endelige mål, men som i stedet giver grobund for en ny udvikling i en retning, der langt overgår de forestillinger, man hidtil har gjort sig omkring de utopiske og dystopiske facetter.

Af Kenny Marek Møller

4. LITTERATURLISTE:

Primær litteratur:

Arthur C. Clarke: Childhood's End. Pan Books, 2001 (1954).

Sekundær litteratur:

Ed. P. Parrinder: Science Fiction. A Critical Guide. Longman, 1979.
s. 52-60 (60-66)

Adam Roberts: Science Fiction. Routledge, 2000.
s. 16-19

Antony Easthope: The Unconscious. Routledge, 1999.
s. 24-40

C. N. Manlove: Science Fiction. Ten Explorations. The Macmillan Press Ltd., 1986.
s. 1-14 og s. 143-160

Fodnoter: